23948sdkhjf

Detailsalget har oplevet det største fald i mindst 20 år

Salget i de danske butikker er i marts faldet med to procent i forhold til februar.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som også fortæller, at det særligt er tøjsalget, der har været ramt. I marts faldt varegruppen, der dækker over beklædning, med 26,7 procent. Tallet dækker både over tøjsalg fra supermarkeder og deciderede tøjbutikker.

Mange danske butikker har været lukket for at stoppe spredningen af coronavirus, og det kan altså tydeligt ses i de nye tal fra Danmarks Statistik. Faldet på to procent er det største månedlige fald, siden Danmark Statistik begyndte at registrere salgsudviklingen i 2000.

Det forklarer Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til tallene.

- Under finanskrisen i 2008-2009 faldt detailsalget ikke med over 1,4% i én enkelt måned. Det står dermed også skræmmende klart, at virusudbruddet og den delvise nedlukning af samfundet har udløst et historisk dyk i danskernes forbrug, siger Tore Stramer.

Coronakrisen har ændret indkøbsvaner

Mens nogle brancher har oplevet tilbagegang, har andre det modsatte. Fødevarer og andre dagligvarer er steget med 1,4 procent i marts i forhold til måneden før. Computere og tilbehør er steget med 80 procent sammenlignet med marts 2019.

- Virusudbruddet har således ikke alene ført til et historisk fald i detailsalget, men har også ændret danskernes indkøbsvaner, bemærker Tore Stramer.

Cheføkonomen mener, at det store fald i detailhandlen også skyldes, at flere danskere er begyndt at se usikkerhed i deres økonomi.

- Det massive fald i detailsalget kan desværre ikke siges at være overraskende med tanke på at store dele af detailhandlen har været lukket ned i marts. Den massive økonomiske usikkerhed og meget voldsomme stigning i ledigheden, har formentlig også fået flere danskere til at holde igen med forbruget, siger Tore Stramer.

Nedgang i købelyst - men stort forbrugspotentiale 

Han tilføjer, at det er essentielt at følge med i danskernes privatforbrug den kommende tid. Her er der en risiko for, at den negative udvikling fortsætter. Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at der er en stor nedgang i den aktuelle købelyst.

Tore Stramer finder dog optimisme i, at der er et stort forbrugspotentiale hos danskerne.

- De seneste syv års opsving har løftet velstanden mærkbart, og de danske husholdninger fremstår både robuste og velkonsoliderede. Men det er meget afgørende, at forbrugslysten igen stiger, siger han.

Her mener cheføkonomen, at myndighedernes kommunikation spiller en afgørende rolle. Tonen skal ifølge Tore Stramer være lige så klar, når samfundet åbner op, som da det lukkede ned.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125