23948sdkhjf

Firmaer ejet fra sortlistet skattely har fået coronastøtte

Selskaber med ejer i det sortlistede skattely Caymanøerne har ifølge avis fået adgang til danske hjælpepakker.

Det er stærkt tvivlsomt, at det er muligt at undgå, at danske hjælpepakker også går til virksomheder med ejere i sortlistede skattelylande.

Det skriver Dagbladet Information.

Det er endda på trods af, at Folketinget har besluttet, at firmaer i skattely ikke skal have del i de danske hjælpepakker under coronakrisen.

Det er nemlig kun muligt at afskære danske virksomheder fra adgang til hjælpepakker, "når personer skattemæssigt hjemmehørende i lande på EU’s sortliste har en direkte ejerandel i den danske virksomhed" på omkring 25 procent eller mere. Det oplyser Erhvervsministeriet ifølge Information.

Men hvis der skal være tale om direkte ejerskab, risikerer tiltaget at blive fuldstændig virkningsløst, vurderer Christian Hallum. Han er skatteekspert i organisationen Oxfam IBIS.

- Et enigt Folketing blev enige om et fornuftigt princip om, at virksomheder med base i skattely ikke skulle have adgang til hjælpepakker. 

- Men den udmøntning af aftaleteksten, vi har set fra Erhvervsministeriet, er blevet meget, meget snæver. 

- Faktisk så snæver, at vi er i tvivl om, hvorvidt den overhovedet vil ramme nogen konkrete tilfælde, siger Christian Hallum til Information.

Danske firmaers forbindelse til skattely vil ifølge Information typisk gå igennem en kæde af selskaber, der først til sidst ender i et af de lande, der står på EU’s sorte liste.

Eksempelvis har flycateringfirmaet Gate Gourmet en endelig ejer i det sortlistede skattely Caymanøerne.

Firmaet har samtidig været den hidtil tredje største modtager af lønkompensation i Danmark under coronakrisen, skriver Information.

Noget lignende gælder designfirmaet Georg Jensen. 

Enhedslisten er et af de partier, der har presset på for at udelukke selskaber med base i skattely fra de danske hjælpepakker. 

Partiets skatteordfører, Rune Lund, vil ikke acceptere, at "adgang til skattekroner i form af hjælpepakker" ender i en "fiffig konstruktion i fem led, der ender på Caymanøerne".

Information har forelagt kritikken for Erhvervsministeriet, der ikke er vendt tilbage før avisens deadline.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125