23948sdkhjf

Takeaway-succes med anmærkninger i regnskabet: Vi har fået styr på det

Cykelbude med en blå, firkantet taske på ryggen er blevet et almindeligt syn i flere danske byer.

Den finske madudbringningstjeneste Wolt vokser lige nu med høj fart på det danske marked, og indtjeningen følger med. Det viser et nyt årsregnskab, som dog ikke er helt pletfrit.

I 2019 mere end fordoblede Wolt sit overskud efter skat til 1,2 mio. kr. Det er det bedste resultat, siden takeaway-tjenesten for tre år siden indtog Danmark.

Til gengæld var der rod i bogføringen, afslører regnskabet. Wolts revisor skriver, at selskabet for sent har indberettet momsangivelser til Skattestyrelsen. Samtidig har selskabet i strid med skattelovgivningen ikke beskattet medarbejdere af fri telefon.

- Vi har fået styr på det. Vi var forsinket med egne interne tal og nåede dermed ikke deadlinen for momsindberetning. Det er der rettet op på. Det samme gælder for beskatning af medarbejderes telefon, siger Wolt Danmarks direktør, Søren Meier Svendsen, til RetailNews.

Breder sig til flere byer

Wolt blev grundlagt i finske Helsinki i 2014 og gjorde sit indtog i Danmark tre år senere. Siden har danske restauranter genereret over 250 mio. kr. i omsætning gennem Wolts app.

Tusindvis af Wolt-udbringere kører hver dag ud med mad i otte forskellige byer - København, Lyngby-Gentofte, Odense, Aarhus, Aalborg og Roskilde, Vejle og Esbjerg. Her duellerer de med især Just-Eat og Hungry.dk, som sidder på en stor del af det danske takeaway-marked.

Og Wolt vil nu tilknytte yderligere 2.000 kurerpartnere, fortæller Søren Meier Svendsen.

- Der vil være støt stigende efterspørgsel på takeaway hen over efteråret. Derfor skal puljen af kurerer vokse, så vi kan følge med efterspørgslen, siger han.

Selvom regnskabstallene siger, at Wolt giver overskud i Danmark, er det ifølge direktøren en sandhed med modifikationer.

- Den danske del af forretningen står kun for at medbringe maden frem og tilbage. Det giver isoleret set overskud. Men medregner vi alle omkostninger til bl.a. app-udvikling og markedsføring, tjener vi ikke penge endnu, siger Søren Meier Svendsen.

Leverede indtjening tilbage

Coronakrisen har givet Wolt stor medvind, men selskabet er også blevet kritiseret for sin ageren. Da landets restauranter tidligere på året blev tvangslukket – og takeaway-aktørerne fik gyldne dage - haglede kritikken ned over Wolt, som med sin kommission på 30 pct. blev anklaget for at svigte sit samfundsansvar i coronakrisen.

- De forsøger åbenlyst at berige sig på en nødlidende branches bekostning, lød det fra ejeren af den aarhusianske pizzarestaurant Il Locale til Politiken.

Kort tid efter besluttede Wolt at sende sin merindtjening tilbage til restaurationsbranchen. Søren Meier Svendsen, erkendte senere, at man burde have handlet hurtigere.

Wolt Danmark oplyser ikke sin præcise omsætning, men havde sidste år en bruttofortjeneste på 15 mio. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125