Coolshop opruster med nyt kæmpe lager – styrer mod bedste årsregnskab nogensinde
En af Nordens største netbutikker er løbet tør for plads på sit lager i Aalborg, hvor der nu ligger varer for en kvart milliard kroner.
Derfor har nordjyske Coolshop investeret i et nyt kæmpe lager i Herning. Det bliver fremover hjørnestenen i selskabets landsdækkende dag-til-dag-levering.
- For en 19 år gammel virksomhed som Coolshop er det næsten uvirkeligt at se omsætningen springe 200-400 procent i vejret på nogle få måneder. Men det er virkelighed, og vi styrer direkte mod vores hidtil bedste årsregnskab. Derfor giver det ualmindelig god mening, at vi nu går i gang med at finde medarbejdere til vores nye Herning-lokation, der bliver vores ubetinget største lager i Danmark, siger Jacob Risgaard, medejer af Coolshop.
Plads til flere varer
Ifølge Jacob Risgaard har coronakrisen skubbet internethandlen mindst tre år frem i tiden. Coolshop er blandt de virksomheder herhjemme, som er vokset eksplosivt midt under den verdensomspændende pandemi.
Med det nye lager på 10.000 kvm kan Coolshop ikke blot opretholde sin dag-til-dag-levering. Den ekstra lagerplads giver også mulighed for at udvide varesortimentet massivt.
- I dag er det sådan, at vi må sige nej til at tage flere nye produkter med i vores varesortiment, ganske enkelt fordi lageret i Aalborg i forvejen bugner af varer for en kvart milliard kroner. Det tal har vi imidlertid ikke noget mod at fordoble, og vi ser fortsat masser af vækstpotentiale i internethandlen og blandt de danske kunder i særdeleshed, siger Jacob Risgaard.
Coolshop drives gennem selskabet Entertainment Trading ApS, der ud over onlinesalg af varer rummer en række andre aktiviteter og selskaber – heriblandt fragtportalen Coolrunner og legetøjskæden Kids Coolshop.
Selskabet tjente sidste år 15,5 mio. kr. efter skat. Det tal bliver i år højere, skal man tro Jacob Risgaard.
Han har været en del af virksomheden siden 2004 og er manden, der udadtil tegner den hurtigt voksende virksomhed. Hovedaktionær er stifter Mark Nielsen.