23948sdkhjf

Netsupermarked tror på 1.000 nye ansatte: Mandag bliver historisk

Det danske netsupermarked Nemlig.com gør nu klar til at ansættelse yderligere hundredvis af medarbejdere. Det sker ovenpå endnu et boom i efterspørgslen på dagligvarer online.

Efter fredagens pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen varslede nye corona-restriktioner, heriblandt krav om mundbind i supermarkeder, var der over 400 pct. flere besøgende på Nemlig.coms hjemmeside og app sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

For at kunne følge med efterspørgslen satser Nemlig.com nu på at ansætte 200 nye medarbejdere i november.

- Alt tyder lige nu på, at den store efterspørgsel kommer til at fortsætte i flere måneder frem, og derfor vil vi med stor sandsynlighed også ansætte mange nye medarbejdere i december, hvilket kommer til at bringe os meget tæt på 1.000 nye medarbejdere i 2020, udtaler Stefan Plenge, adm. direktør i Nemlig.com, i en pressemeddelelse.

Omsætningen fordoblet

Siden den delvise nedlukning af Danmark den 11. marts, har Nemlig.com oplevet en hidtil uset vækst i salget af dagligvarer. Netsupermarkedet, der er ejet af Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, er omsætningsmæssigt fordoblet i størrelse sammenlignet med samme periode sidste år.

Den vækst forventes at blive øget hen over resten af året.

- I sidste uge oplevede vi på ny at servicere det højeste antal kunder nogensinde, og i dag mandag bliver den største ordredag nogensinde i Nemlig.coms historie, siger Stefan Plenge.

Nemlig.com har indført særlige retningslinjer for levering af dagligvarer, hvor chaufføren spritter af før og efter hver levering. Når varerne overbringes til kunden via personlig levering, stiller chaufføren varerne ved hoveddøren og ringer på, hvorefter kunden selv har mulighed for at tage varerne indenfor.

Nemlig.com har også indført en ny leveringsform kaldet 'Fleksibel Levering', hvor kunden ikke behøver at være hjemme for at modtage varerne. Her er varerne pakket i papkasser og flamingokasser med tøris og køleelementer.

Alle Nemlig.com-chauffører bærer mundbind.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093