Grænsebutikker bruger smuthul: Du må gerne komme ned for at handle

En undtagelse i karantænereglerne for den tyske delstat Slesvig-Holsten bliver nu brugt som et smuthul for flere af grænsehandelsbutikkerne, som lige nu tørster efter danske kunder. Det skriver TV Syd.
Siden søndag har rejsende fra Danmark skullet i karantæne ved indrejse til Tyskland. Men besøger man delstaten Slesvig-Holsten i mindre end 24 timer, er man undtaget for både testkrav og karantæne.
Den undtagelse benytter grænsebutikkerne sig af.
- Man må godt opholde sig hernede i mindre end 24 timer, for så bortfalder reglerne om karantæne og test. Det er i hvert fald sådan, vi læser teksten, siger Fleggaard-direktør Lars Mose Iversen til TV Syd.
Grænsehandelsbutikken Poetzsch vil også gerne have danske handlende.
- Grænsen er ikke lukket! Vi har stadig åbent og ja – du må gerne komme ned for at handle, skriver grænsebutikken på sin Facebook-side.
Vigtig julehandel
Selvom danskerne reelt fortsat har mulighed for at køre syd for grænsen og handle, betyder de nye restriktioner, at grænsebutikkerne går en pauver måned i møde, hvad angår danske kunder.
Som en konsekvens har Fleggaard midlertidigt lukket halvdelen af sine otte butikker. Det samme gælder Calle-kæden.
Fraværet af danske kunder kommer på et kritisk tidspunkt lige op til den vigtige julehandel, hvor grænsebutikkerne under normale omstændigheder henter en stor del af deres omsætning.