23948sdkhjf

Nyt coronaforslag: Forlæng byttefrist i julehandlen

Regeringen opfordrer virksomheder til at forlænge byttefristen på deres varer og holde længere åbent i butikkerne den kommende tid. Det skriver Erhvervsministeriet på sin hjemmeside.

Opfordringerne er et forsøg på at undgå situationer i forbindelse med de næste måneders mange store handelsdage, som skaber øget risiko for smitte med coronavirus.

- De kommende måneder er utroligt vigtige for mange i detailhandlen, for det er nogle af de dage, hvor der bliver handlet allermest. Men det skal ske på en ansvarlig måde, for vi står i en situation lige nu, hvor smittetallene stiger, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

Opfordringerne er en del af i alt ni råd til detailhandlen, som regeringen onsdag præsenterer i samarbejde med erhvervslivets organisationer. 

Den første store handelsdag i den kommende tid er Black Friday. Den falder i slutningen af november. Detailhandlen opfordres til at forlænge byttefrisen til eksempelvis slut januar. På den måde undgår man trængsel i dagene efter jul, hvor mange danskere har fri. Herudover opfordres butikkerne blandt andet til at undgå sociale tema- og juleaktiviteter, som får mange til at stimle sammen.

Danskerne får også tre opfordringer med fra regeringen. Det anbefales blandt andet, at man udnytter butikkernes fulde åbningstid. Det gør man bedst ved at handle uden for de travle dage og tidspunkter.

Opfordringerne skal medvirke til at holde coronasmitten nede. Udvikler smitten sig yderligere, kan der nemlig komme nye restriktioner, skriver Erhvervsministeriet. Derfor håber erhvervsministeren, at alle vil leve op til retningslinjerne.

- Det er vigtigt, så vi kan holde så meget af dansk erhvervsliv i gang på en forsvarlig måde, og så både kunder og medarbejdere kan føle sig trygge, når der skal handles nedsat elektronikudstyr eller juleand, siger Simon Kollerup.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078