23948sdkhjf

Netto tester ny mærkning - skal gøre op med kendt problematik

Som den første butikskæde herhjemme giver Salling Group-ejede Netto nu sit bud på, hvordan klimamærkning af danskernes dagligvareindkøb kan fungere.

Det sker i en pilottest i to udvalgte butikker, hvor skiltning og mærkning af produkterne guider kunderne til de mindre klimabelastende alternativer.

- Heldigvis vil rigtig mange gerne gøre en forskel for klimaet og vores fælles fremtid. Det er derfor vores ansvar, som dagligvarebutik, at gøre det nemmere for vores kunder at vælge varer med lavere klimaaftryk, udtaler Netto-direktør Michael Løve i en pressemeddelelse.

Efterspørger hjælp

To ud af tre danskere vil gerne spise mindre kød og mere grønt, ligesom hver tredje dansker forventer at spise mere klimavenligt indenfor de næste to år.

Men samtidig efterspørger mange hjælp og vejledning, for det er ikke nødvendigvis nemt at gennemskue, hvad man skal købe, hvis man vil passe på klimaet gennem sine indkøbsvaner.

Det er den problematik, som Netto nu forsøger at gøre noget ved.

Helt konkret betyder den nye ordning, at kunderne i butikken bliver præsenteret for nye skilte og mærker ved hylderne. Som kunde kan man derfor se, hvilke varer der har et lavt klimaftryk på tværs af alle varer i butikken, og hvilke der har et lavt klimaaftryk inden for den enkelte vares kategori.

Samtidig bliver man bl.a. oplyst om, hvordan enkelte varetypers klimaaftryk er inden for frugt og grønt samt kød, fisk og fjerkræ.

- Vi har forsøgt at lave en klimamærkning, der er enkel at navigere efter. Og som alle, der vil handle mere klimavenligt og mindre klimabelastende, kan benytte. Der er ingen tvivl om, at det er komplekst, og det har desværre nok stået i vejen for de gode intentioner hos mange, siger Michael Løve.

Til en start vil klimamærkning ske som en pilottest i to butikker i henholdsvis København og Horsens.

Over de kommende måneder vil erfaringer, tilbagemeldinger fra kunder og de egentlige indkøbsmønstre blive analyseret for at se, om klimamærkningen rent faktisk bidrager til flere klimavenlige indkøb.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141