23948sdkhjf

Aldi-direktør efter minus på 342 mio. kr.: Resultatet er bedre end forventet

Det er ingen hemmelighed, at Aldi Danmark har været presset i mange år, og at pengene er fosset ud, mens de tyske ejere har hældt ny kapital i discountkæden - i alt omkring 4 mia. kr. Sidste år blev det til et underskud på 342 mio. kr. Alligevel er adm. direktør Finn Tang ganske godt tilfreds.

- Efter flere år med udfordringer er det lykkes os at vende udviklingen, så vi i 2020 leverer et resultat, der er 33 pct. bedre end i 2019. Revitaliseringsplanen følger den forventede timeline, og med baggrund i de investeringer og tiltag, der er foretaget i regnskabsåret, er resultatet bedre end forventet, siger han og uddyber:

- 2020 var på mange måder et særligt år. Vores butikker har haft åbent gennem alle nedlukninger, og det har krævet stor omstillingsparathed, især fra vores butikspersonale, at overholde alle de nye regler og restriktioner og sikre tryghed for kunder og kolleger. Samtidig har de formået at effektivisere driften, og det mærkes tydeligt på regnskabet.

I 2019 lå underskuddet på den forkerte side af en halv milliard og er således forbedret med 170 mio. kr. Omsætningen voksede fra 3,6 mia. kr. til 3,9 mia. kr. Lignende vækst har også de andre store dagligvarekoncerner oplevet i 2020, hvor danskerne ikke havde samme mulighed for at rejse eller spise ude.

Skal gå fra minus til plus

Selv om de færreste ville glæde sig over endnu et underskud - endda et trecifret et af slagsen - er det ifølge Finn Tang en del af hans langsigtede strategi for Aldi Danmark.

- Det lyder måske mærkeligt, at man kan være tilfreds med et trecifret millionunderskud, men for os er det et vendepunkt og en markant milepæl. Vi følger vores langsigtede plan om at gå fra minus til plus, og første skridt var så at sige at få sat en prop i hullet, påpeger Finn Tang.

- Vores primære mål er fortsat at øge omsætningen, og i hele organisationen arbejder vi benhårdt på en række tiltag med netop dette fokus. Det er et langt, sejt træk, som både forudsætter et state-of-the-art butikskoncept, en effektiv organisation og et markant løft af vores brand og omdømme, fortsætter han.

En helt central del af revitaliseringsplanen handler om at opdatere og udvide butiksnettet, hvor omsætningen fortsat lider under et stort antal nedslidte og utidssvarende butikker. Aldi har 184 butikker i Danmark planlægger i år at flytte eller ombygge ti af dem efter det nye og mere moderne koncept, mens ti forventes at blive helt nye butikker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109