23948sdkhjf

Jysk-familie føjer endnu en møbelkæde til porteføljen

Den danske sofaproducent Sofacompany bliver nu en del af Lars Larsen Group. Det oplyser familieselskabet i en pressemeddelelse.

Sofacompany blev grundlagt i 2012 af ægteparret Cathrine og Christian Rudolph, og år for år har virksomheden øget både omsætning og indtjening. Siden 2017 har kapitalfonden Procuritas været majoritetsejer af selskabet, men nu bliver det altså Jysk-familiens investeringsselskab, der skal stå for at sikre den fortsatte vækst. Lars Larsen Gruppen overtager således det fulde ejerskab og køber dermed også de to stiftere ud. 

– Jeg glæder mig rigtig meget til, at Sofacompany bliver en del af Lars Larsen Group. Det er en virkelig spændende virksomhed, som kan tilføre os rigtig meget, siger adm. direktør i Jysk, Jan Bøgh, der som en del af overtagelsen bliver formand for bestyrelsen i Sofacompany.

Sofacompany

Sofacompany blev grundlagt i Korsør i 2012.

Virksomheden har hovedsæde i RIngsted, produktion i Vietnam og salg i en række europæiske lande.

I 2019 skiftede virksomheden navn fra Sofakompagniet til Sofacompany for at understrege de internationale ambitioner. 

Sofacompany har fokus på onlinesalg, og virksomheden har 20 showrooms i en række forskellige lande.

Han understreger samtidig, at Lars Larsen Group med overtagelsen af Sofacompany leverer på en vigtig del af strategien.

– Opkøbet tager afsæt i vores strategi om, at vi ønsker at være endnu stærkere digitalt, så vi opnår samme markedsandel på de digitale platforme som med vores fysiske butikker. Her har Sofacompany et stort potentiale. Ikke mindst fordi virksomheden leverede gode resultater allerede, inden coronakrisen ramte verden, og onlinesalget af blandt andet møbler blev øget yderligere, siger Jan Bøgh

Sikret finansiering til fremtidig vækst

Han understreger således også, at opkøbet ikke handler om, at Sofacompany skal være en del af Jysk. Tværtimod skal virksomheden også fremover drives som en uafhængig virksomhed, præcist som det er tilfældet med virksomheder som Jysk, Ilva, Bolia og SengeSpecialisten, der også er ejet af Lars Larsen Group.

– Det er vigtigt for os som nye ejere, at den nuværende ledelse bliver siddende og på den måde sikrer, at Sofacompany kan fortsætte ad de spor, der er lagt. Men som bestyrelsesformand håber jeg, at jeg med min viden og erfaring kan bidrage til udviklingen af selskabet, ligesom Sofacompany gennem Lars Larsen Group er sikret finansiering til fremtidig vækst, siger Jan Bøgh.

Sofacompany har endnu ikke offentliggjort 2020-regnskabet, men ifølge Finans bød året på en omsætningsvækst på 24 pct. til et samlet salg på 545 mio. kr. 

Passer som fod i hose

Avisen har også talt med sofavirksomhedens adm. direktør, Henrik Andersen, der har siddet på posten siden 2017.

– Det er spændende at blive del af en storkoncern som Lars Larsen Group med masser af brancheviden og kapital til ekspansion. Det passer som fod i hose for os at blive del af en koncern, der er kendt for at kunne sikre effektive løsninger og trimning af værdikæden - samtidig med at vi kører videre i eget regi, lyder det fra direktøren, der altså ser frem til at fortsætte på den post. 

Også hos den tidligere ejer er der tilfredshed med handlen.

– Vi er meget glade for at have solgt Sofacompany til Lars Larsen Group, som er den perfekte ejer til at sikre de næste skridt i Sofacompanys udvikling, siger Mattias Feiff, co-Managing Partner hos PCI V Advisor AB, som rådgiver Procuritas Capital Investors V, og fortsætter:

– Under Procuritas' ejerskab har vi fokuseret på opbygningen af virksomhedens e-handel, at skifte fokus fra engros til at blive et brand hos forbrugerne samt på betydelig geografisk ekspansion. Vi er meget taknemmelige over indsatsen fra CEO Henrik Andersen og resten af ledelsesteamet, som har opbygget virksomheden til det, den er i dag.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078