23948sdkhjf

Vil generobre discounttronen: Aldi indsætter nye folk i toppen

Den tyske discountkæde Aldi lægger ikke skjul på, at den er røget bagerst i køen, når det gælder dominans på discountmarkedet. Det har adm. direktør Finn Tang arbejdet på at gøre noget ved i årevis, og nu har Aldi ansat nye folk til ledelsesgangen, som skal hjælpe med at nå målet.

43-årige Michael Ottesen blev sidste måned udnævnt til ny viceadministrerende direktør for Aldi Danmark og får ansvaret for Aldi Danmarks internationale samarbejde samt national koncept- og butiksudvikling. Overordnet er hans opgave at styrke kundeoplevelsen med et "revitaliseret take på discount", lyder det fra hovedkontoret.

- Vi står i en situation, hvor det er nødvendigt at ændre nogle ting for at få succes, og den rejse er ekstremt spændende. Jeg kan godt lide, at Aldi er ’discountens opfinder’, og nu skal vi tilbage på den rigtige kurs igen, siger Michael Ottesen, som har brugt den første tid på at lære medarbejderne at kende.

- Ja, det lyder måske som en kliché, men der er intet bedre end at have medarbejdere, der føler sig set og hørt, det skaber bare en bedre trivsel. Og det er også dem, der ved, hvilke processer der virkelig trænger til optimering. Derfor er det vigtigt for mig at være tæt på medarbejderne, så jeg kan hjælpe og understøtte med at forbedre det, der trænger, fortæller han.

Ny salgsdirektør

I samme ombæring har den gamle discountkæde fået ny salgsdirektør. 42-årige Morten Milling kommer fra en stilling som regionsdirektør i koncernen og skal fremover give salgskæden en overhaling.

- Jeg er vild med vores strategi om at være enkle og pålidelige – det er lige min stil. I praksis oversætter jeg det med, at vi skal kunne drive 1 mio. kr. i omsætning i hver butik, hver uge og med bare to personer på arbejde. Altså det kan man ikke, men billedet er godt, siger han i en pressemeddelelse.

Aldi Danmark har ikke tjent penge de seneste 10 år og kunne sidste måned præsentere nok et underskud, denne gang på 342 mio. kr. Alligevel er adm. direktør Finn Tang meget fortrøstningsfuld og har kaldt resultatet i 2020 "bedre end ventet".

- Det lyder måske mærkeligt, at man kan være tilfreds med et trecifret millionunderskud, men for os er det et vendepunkt og en markant milepæl. Vi følger vores langsigtede plan om at gå fra minus til plus, og første skridt var så at sige at få sat en prop i hullet, sagde han i den forbindelse.

Læs mere om: Aldi
Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.204