23948sdkhjf

Samarbejde mellem socialt medie og handelsplatform kan åbne for nye muligheder

Det er næppe gået nogens næse forbi, at TikTok oplever stor succes blandt især de yngre generationer.

Og som vi tidligere har beskrevet på RetailNews, så er det sociale medie også et glimrende redskab når det kommer til branding og marketing. Af den simple årsag, at der er millioner af potentielle kunder på platformen.

Men inden længe bliver TikTok i endnu højere grad et bindeled mellem de handlende og forbrugerne. For hidtil har appen blot kunnet fungere som god skiltning fra firmaers side, og hvis de var gode til at gennemskue algoritmerne, kunne de opnå stor popularitet.

Men inden længe bliver der integreret en decideret salgskanal i Tiktok, skriver Børsen.

For nogle uger siden kunne Tiktok nemlig meddele, at de vil samarbejde med handelsplatformen Shopify. Det vil indebære, at de virksomheder, der sælger deres varer gennem Shopify-platformen, får mulighed for at linke direkte fra deres videoer til deres webshop.

På den måde kan de kanalisere kunderne direkte ind til butikken og slippe for, at kunderne skal finde dem gennem en browser. I første omgang bliver det kun lanceret i USA og England, men bliver det en succes kommer det også til at komme til andre lande, herunder Danmark, skriver Børsen.

Ifølge Lars Fæste, der er chef for Boston Consulting Group i Kina, har kombinationen af de to - altså sociale medier og onlinehandel - været en tendens i længere tid, og det kan være på vej mod vesten nu, fordi mere traditionelle kanaler kan være sværere at få forbrugerne ind på.

- Den (Tiktok, red.) har stadig ikke et kæmpestort handelsvolumen, men det er på vej. Det er fortsat lavt i forhold til JD eller Taobao, men det vokser hurtigt. Det er en vigtig kanal for mærkevareselskaber, fordi mange af deres normale handelsplatforme har set store trafiknedgange og også er blevet ret dyre at bruge, siger han til Børsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.267