Snart kan der betales med kinesisk betalingskort i Danmark: - Det er livsnødvendigt
Herhjemme er det primært udbydere som Visa, Mastercard og det klassiske Dankort, der sidder på betalingskort-tronen.
Men det kan der måske i fremtiden blive lavet om på. I hvert fald har betalingstjenesten Nets for nyligt indgået et samarbejde med kinesiske Unionpay, der med flere milliarder brugere er verdens største kortudsteder.
Samarbejdet med Nets betyder, at - indtil videre - primært udenlandske kunder vil kunne hæve penge og betale med deres Unionpay-kort i danske butikker.
I og med de fleste danskere bruger andre kortudstedere vil det for de danske kunder næppe udgøre nogen stor forskel i dagligdagen.
Men det er da heller ikke de danske forbrugere, som den nye aftale primært er møntet på.
Derimod er det udenlandske kunder og især kinesere, som man håber at kunne gøre turen til Danmark lettere for.
Det skal forbedre vilkårene for turismen og gøre det lettere for detailhandlen og restuarationsbranchen at betjene udenlandske turister.
- Vi er glade for at kunne tilbyde et betydeligt større antal af vores kunder muligheden for at acceptere Unionpay. Udvidelsen af betalingsmulighederne på salgsstederne gør det muligt for butikkerne at imødekomme kundernes betalingspræferencer, hvilket er en vigtig omsætningsdriver. Vores partnerskab med Unionpay er særlig vigtigt for butikker, som betjener mange turister på tværs af Norden. Når de kinesiske besøgende begynder at vende tilbage, vil butikkerne kunne tilbyde dem at betale med deres foretrukne betalingskort, siger Robert Hoffmann, adm. direktør i butiksdelen i Nets, til avisen.
Vigtigheden af aftalen er markant, fordi de kinesiske kunder traditionelt set er gode til at bruge penge, når de er i Danmark. Hvor en udenlandsk kunde i gennemsnit bruger 1000 kr. pr. transaktion, så er beløbet for Unionpay-kortholdere oppe på 2500 pr. transaktion. Det kan mærkes hos den københavnske juveler Paul Hvelplund.
- Vi har ekstremt gode erfaringer med Unionpay, og jeg vil sige det sådan, at hvis du vil have kinesiske kunder i din butik, så er det livsnødvendigt at kunne modtage Unionpay-kortet og have det lille Unionpay-logo i vinduet. Fra vores beliggenhed på Østergade i København vil jeg vurdere, at det er ca. 80 procent af alle vores kinesiske kunder, der betaler med Unionpay-kortet. Så hvis ikke du tager Unionpay, så handler de bedste kinesiske kunder ganske enkelt ikke i din butik, siger Paul Hvelplund til Børsen.