23948sdkhjf

Alvorligt sikkerhedsproblem i 11 ud af 13: Nu fjernes populært babyprodukt fra markedet

Forbrugerrådet Tænk har fundet alvorlige sikkerhedsproblemer, herunder kvælningsfare, i 11 ud af 13 ellers populære babyprodukter

I en ny undersøgelse har Forbrugerrådet Tænk fundet en række alvorlige sikkerhedsproblemer i de fleste af en række babyprodukter, der bliver solgt på det danske marked.

I alt har Forbrugerrådet Tænk testet 13 produkter, og der er konstateret problemer i 11 af dem. Det er de såkaldte babynests, som er kilden til problemerne. 

- Resultatet er forholdsvis nedslående. Der er mange, der har alvorlige sikkerhedsbrister, siger Helen Amundsen, der er seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Ni af produkterne har dybe revner, som udgør en farlig kvælningsrisiko for barnet, og seks af produkterne har lange snore, som kan vikle sig rundt om barnets hals.

Desuden er problemerne ikke nye.

For fem år siden fjernede BabyDan en babynest fra det danske marked. Det skete efter henvendelser fra tre mødre, hvis børn var ved at blive kvalt i revnen langs siderne.

Manglende sikkerhedsstandarder

Lignende tilfælde i Canada har gjort, at landets sundhedsmyndigheder siden 2017 har advaret om kvælningsfare ved brug af babynests.

Ifølge seniorrådgiveren er en del af udfordringen blandt andet, at der ikke findes sikkerhedsstandarder for babynests, som der eksempelvis gør for andre babyprodukter som tremmesenge.

Producenterne risikovurderer derfor deres produkter meget forskelligt, hvilket lægger en stor del af ansvaret over på forbrugeren.

Men Helen Amundsen opfordrer producenterne til at være deres ansvar bevidst og gøre produkterne sikre, så forbrugerne kan stole på, at de kan bruge dem uden at løbe en risiko.

- De problemer, vi finder i vores undersøgelse, er udbredte, og derfor bør virksomhederne tage et større ansvar. Det kan ikke være op til forbrugerne, siger hun.

De seneste fire år har Sikkerhedsstyrelsen modtaget fire anmeldelser om babynests, hvor der har været behov for sagsbehandling, oplyser styrelsen i et skriftligt svar.

- Babynests er et relativt nyt produkt, hvor der endnu ikke er udarbejdet en fælles europæisk standard. Det ser Sikkerhedsstyrelsen gerne sker.

Forbrugerrådet Tænk har præsenteret resultaterne af undersøgelsen til en række af producenterne bag babynests.

Flere producenter medgiver, at det er problematisk, der ikke er sikkerhedsstandarder for produktet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078