I dag er det slut med Aldi for altid: Det skal der ske med resterne
De var først på markedet - men i aften er det slut.
Aldis danske afdeling lukker og slukker i denne omgang, når i alt 15 butikker har sidste åbningsdag i dag - og dermed også drejer nøglen for sidste gang, når åbningstiden udløber i aften.
- Vi markerer det ikke som sådan. Alle butikker er jo lige vigtige, så der er ikke forskel på dem, der lukkede først og dem, der lukker nu, siger Aldi-kommunikationschef Louise Wendelbo til RetailNews.
Aldi har aldrig rigtig fundet vejen ind til danskernes hjerter og deres forbrug Mogens Bjerre, detailforsker
Hun tilføjer, at det er lagt ud til de enkelte butikker selv at markere afskeden med deres egen Aldi.
Onsdag morgen åbnede samtlige af de 15 tilbageværende Aldi-butikker, som i samme ombæring indledte tredje fase af tilbudsfasen. Her er der nemlig nu 70 procent rabat på de resterende varer i butikkerne.
Indhentet og overhalet
I 1977 åbnede den første Aldi-butik i Danmark - og markerede dermed discountbranchens indtog på det danske dagligvaremarked.
Men trods forspring til konkurrenterne og titel af first-mover formåede Aldi Danmark aldrig at udnytte disse fordele - og endte i stedet med at formøble markedsandele til konkurrenter som Netto og Fakta.
- Det kom bag på den etablerede dagligvaresektor, at forbrugerne tog Aldi-kæden til sig. Man havde ikke regnet med, at Aldis koncept ville fungere. På den måde var Aldis ankomst en reel disruption af dansk dagligvarehandel.
- Aldi har aldrig rigtig fundet vejen ind til danskernes hjerter og deres forbrug. Deres stædighed har kostet. Kernen i problemet er, at Aldi ikke har udviklet sig mærkbart siden 1977. Det er tankevækkende, at man i Tyskland kan opleve Aldi-butikker af en helt anden kaliber end i Danmark, har detailforsker Mogens Bjerre tidligere analyseret for RetailNews.
Overskudsvarer
Det er formentlig utænkeligt, at samtlige varer i de sidste 15 Aldi-butikker når at blive afsat inden lukketid i aften.
Men det har koncernen allerede fundet en løsning på, forklarer Louise Wendelbo.
- I tilfælde af, at der er varer tilbage i de 15 butikker, når vi lukker endeligt i morgen (i dag, red.), så vil de blive afhentet fredag af madspildsorganisationen Stop Spild Lokalt, som vi har samarbejdet med i en årrække, og som vi også donerede en hel del inventar til i foråret, siger hun.
Det glæder direktør i Stop Spild Lokalt, Rasmus Erichsen, der græder med det ene øje og smiler med det andet med udsigten til Aldis exit fra Danmark.
- Vi har i mange år haft et godt samarbejde med Aldi om donation af overskudsmad. I løbet af 2023 har vi i forbindelse med lukningen af de mange Aldi-butikker været ude lokalt og hente nogle af alle de varer, som ellers kunne være blevet smidt ud.
- Vi er meget taknemmelige for det mangeårige, gode samarbejde med Aldi og kommer til at savne dem i vores organisation, når vi nu i denne uge afhenter de sidste varer fra de allersidste Aldi-butikker, siger Rasmus Erichsen.
Donation af modermælkserstatning
- Foruden donationen til Stop Spild Lokalt donerer Aldi en ret stor mængde modermælkserstatningsprodukter til Dansk Flygtningehjælps projekt ’Ny mor i Danmark’ og Fødevarebanken.
- Aldi har en hel del MME-produkter i overskud, da denne produktgruppe ikke må sælges med rabat pga. særlige EU-regler, oplyser Louise Wendelbo.
- Produkterne fejler intet og kan holde sig langt ind i 2024, tilføjer hun.
- Fødevarebanken uddeler bl.a. MME til væresteder og lignende, hvor det bruges til at berige maden med ekstra proteiner, fedtsyrer, mineraler og vitaminer, som mange af deres brugere har gavn af - lidt som man gør til småtspisende på hospitaler.
Kilde: Aldi Danmark og Louise Wendelbo
Aktivitet i december
Mens 850 til 1000 Aldi-medarbejdere fortsætter deres færd i dagligvarebranchen hos konkurrenten Rema 1000, er der stadig aktiviteter i Aldi-regi, der skal afvikles i løbet af december.
Butikker skal overdrages endeligt til Rema 1000, mens IT-folk skal sørge for at lukke de relevante systemer ned - og få slettet data med mere.
- Og så er HR vist også på arbejde lidt ind i december, hvor de sidste medarbejdere skal overdrages til Rema, forklarer Louise Wendelbo.
Hun forklarer dertil, at de mennesker, der har været ansat i den såkaldte driftsorganisation alle har sidste arbejdsdag i dag torsdag.
- Helt lavpraktisk skal vi jo have tømt vores lokaler på HQ, så det er der også en eller to, der står for, tilføjer hun.
Og hvad kan resten af det danske discount- og dagligvaremarked så lære af Aldis exit? Det kan du læse mere om her.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 3928,6 | 141,7 | 124,4 |
Bruttofortjeneste | 398,1 | 107,0 | 91,0 |
Resultat af primær drift | -572,5 | -16,5 | -9,0 |
Resultat før skat | -585,1 | -404,2 | -351,3 |
Årets resultat | -585,1 | -393,4 | -341,7 |
Balancestatus | 3080,6 | 2672,8 | 2265,4 |
Egenkapital | 2375,4 | 2622,3 | 2198,7 |
Antal ansatte | 1761 | 192 | 159 |
Kilde: CVR |
Artiklen er en del af temaet Auf Wiedersehen, Aldi.