23948sdkhjf

Polak handlede ind i Brugsen og blev offer i formodet bandestrid

Polsk mand spændte ben for gerningsmænd og blev så stukket i forbindelse med knivoverfald i SuperBrugsen

En 23-årig polsk mands indkøbstur i SuperBrugsen på Nørrebrogade i København en fredag aften i januar sidste år tog en voldsom drejning.

Da han stod ved kassen og skulle til at betale, hørte han nogen råbe om hjælp bagest i butikken. Få øjeblikke senere lå den polske mand på SuperBrugsens gulv med blodet strømmende ud efter at være blevet stukket.

Det fortalte den unge polak roligt og fattet onsdag i Københavns Byret. Her var han indkaldt som vidne i en retssag, hvor syv unge mænd er tiltalt.

Seks af dem er anklaget for drabsforsøg på en dengang 21-årig mand, der var løbet ind i SuperBrugsen for at gemme sig, men som blev fundet og stukket 15 gange, så han fik hjertestop.

Den syvende er tiltalt for drabsforsøg på både den 21-årige og den 23-årige polak.

Sagen kort

  • Drabsforsøget fandt sted 27. januar sidste år mellem 18.30 og 19.00.
  • Det er politiets opfattelse, at de syv tiltalte har en direkte eller indirekte tilknytning til banden Loyal To Familia (LTF), og at overfaldet på den 21-årige skete som led i en konflikt, som LTF havde med en anden gruppering, som den 21-årige menes at have haft tilknytning til.
  • De syv mænd er derfor tiltalt efter den såkaldte bandeparagraf, der kan føre til dobbeltstraf.
  • Alle syv nægter sig skyldige i tiltalen. En enkelt erkender at have medvirket til vold, mens andre erkender at have været til stede.

Kilde: Ritzau

Bandekonflikt

Den polske mand endte med at blive involveret, i det politiet mener var en strid mellem medlemmer fra to rivaliserende bander. De tiltalte menes at have tilknytning til Loyal To Familia, mens den 21-årige, der blev stukket, formodes at have tilknytning til en bande fra Københavns Nordvestkvarter.

Polakken forklarede onsdag, at han havde spændt ben for en af de maskerede gerningsmænd - som netop havde overfaldt den 21-årige i butikkens vinafdeling - da de i løb var på vej ud af butikken. Den næste, der kom løbende, stak ham så en enkelt gang ved leveren.

- Jeg stak min arm ud og prøvede at beskytte mig. Jeg var først sikker på, at jeg var blevet slået med knytnæve, men så mærkede jeg på min mave under trøjen og kunne mærke, det var rigtig varmt, siger den unge polske mand i retten gennem en tolk.

- Så gik jeg mod nogle andre handlende for at spørge, om der var sket mig noget. De andre i køen sagde, at der kom blod ud af mig, så de lagde mig ned på gulvet og hjalp mig med at tage tøjet af og ringede efter en ambulance.

De syv tiltalte nægter sig skyldige. En af dem erkender dog medvirken til vold. Andre erkender at have været til stede. De er tiltalt efter den såkaldte bandeparagraf, der kan give dobbeltstraf.

Ud over fængselsstraffe ønsker anklagemyndigheden seks af de syv tiltalte frataget deres danske indfødsret.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Læs mere om: retssag dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.688