23948sdkhjf

Jysk indtager helt nyt kontinent: - Det kribler i fingrene

I slutningen af marts åbner Jysk Franchise ikke bare en ny butik – det bliver også i et helt nyt land og på et helt nyt kontinent for den danske boligindretningskæde.

Butiksåbningen lørdag den 22. marts i Canelones lidt nord for Uruguays hovedstad Montevideo er en helt særlig milepæl for Jysk Franchise, når der for første gang i JYSKs historie åbnes en butik i Sydamerika.

Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.

- Det kribler helt i fingrene for at komme i gang med at åbne i Uruguay, som er et interessant marked. Uruguay er et land med politisk og økonomisk stabilitet, og så har vi fundet en rigtig god franchisetager i Antelo Group, som vi ser frem til at samarbejde med, udtaler Franchise Director i Jysk, Frederik Kroun.

Jysks franchiseforretning startede med første butik i udlandet i 1984, samme år som Jysk åbnede sin første butik i Tyskland. 

Med Uruguay er Franchise-kæden repræsenteret i 21 lande som Canada, Letland og Vietnam. Samtidig bliver Uruguay land nummer 49 i Jysks globale netværk af butikker. Butikken i Uruguay får varer fra JYSKs egne distributionscentre i Uldum i Danmark og Valencia i Spanien

Det er ikke tilfældigt, at beliggende blev i nærheden af Montevideo.

- Langt størstedelen af Uruguays befolkning bor i den sydlige del af landet langs kysten, og derfor er området omkring Montevideo et oplagt sted at starte. Jeg er spændt på, hvad vi kommer til at lære af markedet i Uruguay, udtaler Frederik Kroun.

- Vi er allerede i gang med at kigge efter, hvor butik nummer to kan ligge, og vi regner med, at det også bliver omkring Montevideo, men den endelige beslutning er ikke taget endnu. Herfra evaluerer vi på vores åbning, og så ser vi på, hvor vi kan ekspandere yderligere, udtaler han.

Jysk Franchise driver, med butiksåbningen i Uruguay, i alt 218 butikker

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078