23948sdkhjf

Nets solgt for 17 mia. kr.

Advent International, ATP og Bain Capital har mandag underskrevet en aftale om at købe 100 procent af aktiekapitalen i Nets.
Advent International, ATP og Bain Capital har i dag underskrevet en aftale om at købe 100 pct. af aktiekapitalen i Nets af de nuværende aktionærer, en gruppe på 186 hovedsageligt danske og norske banker, for en kontant sum af 17,0 mia. DKK, hvilket svarer til en pris på 92,37 DKK pr. aktie.

Derudover vil aktionærerne modtage dividende for 2013 på i alt 498 mio. DKK, eller 2,70 DKK pr. aktie. Handlen, der er betinget af myndighedernes godkendelse/bekræftelse, forventes afsluttet i andet kvartal 2014.

- Forud for dagens meddelelse er der foretaget en omfattende gennemgang af Nets’ strategiske alternativer. Konklusionen har været, at Nets har brug for en ny ejer med den nødvendige ekspertise, engagement og økonomiske ressourcer til at udvikle virksomheden i en betalingsformidlingssektor under hastig forandring. Det vigtigste for Nets’ bestyrelse har været, blandt adskillige interesserede parter, at vælge den bedste ejer med en klar forståelse for den rolle, Nets spiller i samfundet, herunder vigtigheden af at udvikle Nets’ enestående sektorløsninger som Dankort og BankAxept samt behovet for at sikre personlige data, siger Nets’ bestyrelsesformand Peter Lybecker.

- Jeg har stor tiltro til, at vi har fundet en højt kvalificeret ejer af Nets i Konsortiet, der består af Advent International, ATP og Bain Capital, og som har den rette balance mellem en stærk, lokal forankring og indsigt og en omfattende global ekspertise inden for betalingsformidlingssektoren. På aktionærernes vegne vil jeg sige, at vi glæder os til samarbejdet med den nye ejer som kunder og strategiske partnere.

- Vi er overbeviste om, at vi med resultatet af processen har fundet en meget erfaren investorgruppe, der er rigtigt positioneret til at styrke Nets’ tjenester til gavn for alle interessenter. Aktionærerne og bestyrelsen har omhyggeligt overvejet konsekvenserne af et ændret ejerskab af Nets samt et antal mulige køberes egnethed. Vi er overbeviste om, at de nuværende lovgivningsvilkår for Nets vil blive efterlevet, og at de robuste kontrakter, vi allerede har for de kritiske infrastrukturtjenester, vil bliver overholdt af den nye ejer, siger Leif Teksum, der er næstformand i Nets’ bestyrelse.

Stærk lokal forankring og indsigt
Advent International og Bain Capital har foretaget en lang række investeringer i Norden gennem de sidste 20 år, og ATP forvalter pensionsopsparinger for 593 mia. DKK for 4,8 million danskere. Alle tre selskaber har med investeringen i Nets påtaget sig omfattende økonomiske forpligtelser, og den fremtidige bestyrelse vil bestå af europæiske statsborgere fra Advent International, ATP og Bain Capital samt uafhængige medlemmer og medarbejderrepræsentanter.

- For ATP er der tale om en betydelig investering, som efter vores mening vil skabe stor værdi for vores medlemmer. Vi ser dette køb som en meget attraktiv investeringsmulighed, hvor vi kan være med til udvikle Nets fra at være en stærk nordisk virksomhed til at være førende på det nordeuropæiske betalingsformidlingsmarked med hovedsæde i Danmark. Vi er glade for partnerskabet med Advent International og Bain Capital, der bidrager med en dyb indsigt i sektoren, og vi glæder os til aktivt at være med til at skabe vækst og styrke virksomheden, siger Direktør Carsten Stendevad, ATP.
Handlen skal godkendes/bekræftes af myndighederne og forventes afsluttet i andet kvartal 2014.

Om Nets
Nets, der har sit hovedsæde i København, er en førende nordeuropæisk leverandør af digitale betalings-, informations- og ID-løsninger. Nets blev grundlagt i 1968 og har en solid baggrund som formidler af sikre betalingstjenester. Virksomheden har 2.600 ansatte i fem lande (Danmark, Norge, Finland, Sverige og Estland) og forbinder banker, forretninger og virksomheder via sit netværk. I 2013 formidlede Nets over 6 mia. korttransaktioner for mere end 33 mio. betalingskort og ca. 500.000 forretninger i Norden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109