Lettere at tage moms hjem fra EU
EU er på vej med nye momsregler, der skal gøre det lettere at hjemtage moms fra EU-lande for udgifter til hotel, rejser og andre immateriaelle ydelser. Men mange danske firmaer bruger bureauer til at løse opgaven. Det er for besværligt selv at bruge tid på det.
Det nye system skal i princippet være ligeså enkelt, som det danske system, hvor du opgiver købsmoms og salgsmoms og indbetaler nettobeløbet eller får moms tilbage, hvis din købsmoms er større end din salgsmoms.
EU-Kommissionen lægger i sit forslag op til, at virksomhederne i fremtiden kan anvende en såkaldt One-Stop-Shop i deres hjemland.
Altså for eksempel en dansk portal, hvor danske virksomheder kan momsregistrere sig i andre EU-lande, og den vej rundt få moms retur via SKAT.
Derefter er det op til skattemyndighederne i de enkelte EU-lande selv at foretage de nødvendige mellemregninger.
Danskere får hjælp
Forslaget ventes fremsat den 23. marts og har været længe undervejs.
Man kan også i dag søge om hjemtagelse af moms via SKAT´s hjemmeside, hvor Skat så sender ansøgningen videre til det enkelte medlemsland.
Men i praksis bruger mange danske firmaer særlige bureauer, der skal hjælpe dem med at hjemtage moms fra de øvrige EU-lande.
Det gælder i særlig grad momsudgifter for hotelophold, konferencer, rejser og lignende omkostninger.
Disse bureauer tager typisk en kommission på det beløb, de hjemtager. F. eks. 12 procent.
Elin Schnedler har drevet et momsbureau siden 1988. Firmaet, der har hjemsted i Klitmøller i Thy, hjælper danske kunder med at hjemtage moms fra hele Europa. Hun har både store og små kunder, og håndterer fakturaer ned til 300 kr. Hun er typisk for mange af de virksomheder, der er i branchen.
Når det er så besværligt at hjemtage moms af immaterielle ydelser i EU skyldes det, at reglerne er forskellige fra lande til land. Desuden er de ofte kun affattet på landets sprog.
Dertil kommer, at de færreste skattesystemer er så digitaliserede som det danske. Navnlig i Østeuropa er det svært at få hjemtaget moms.
Ud over at forenkle momsreglerne på EU-plan regner EU også med at kunne komme moms-svindel til livs med det nye system.
Det skønnes, at de nye regler vil øge momsindtægterne på EU-plan med 50 Mia Euro om året.