23948sdkhjf

Nu går jagten ind på Danmarks bedste lokale produkt

Kokkekonkurrence indgår samarbejde med Coop om at finde produkter med en god historie, en særlig råvare og unik oprindelse.
Med Produktprisen 2017 vil SuperBrugsen, Kvickly, Dagli'Brugsen og landets største kokkekonkurrence hylde danske produkter, der fortjener at komme frem i lyset og ud på hylderne i landets butikker.

Det skriver Coop Danmark i en pressemeddelelse.

Formålet med Produktprisen 2017 er at påskønne innovative løsninger i udviklingen af lokale produkter inden for mad, drikke og konfekture og være med at synliggøre gode eksempler på, hvordan innovation og nytænkning kan betyde alverden for et lokalt produkt.

Prisen gives til en lokalt forankret producent, der har skabt et nyt innovativt produkt eller tænkt i nye baner i forhold til afsætningsmuligheder.

Et ekspertpanel bestående af topkokke og erfarne produktudviklere vil smage, teste og vurdere hvert produkt. Herefter udvælges tre produkter i hver kategori til finalen i Gudhjem på Bornholm.

- Produktprisen er for os en mulighed for at opdage nye, lokale produkter, som måske har levet en skjult tilværelse, men som i høj grad fortjener at komme frem i rampelyset. Det vælter frem med højkvalitetsprodukter i alle egne af landet, og vi vil gerne i samarbejde med landets største kokkekonkurrence sætte fokus på denne udvikling. Vi vil gerne kunne tilbyde vores kunder nye, lokale produkter - for det efterspørges i høj grad, udtaler Martin Dalsgaard, der er marketingchef for SuperBrugsen, Kvickly og Dagli'Brugsen.

Prisuddelingen foregår som led i den officielle afholdelse af kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem på Bornholm den 24. juni 2017. Men allerede nu opfordres alle landets producenter inden for mad, drikke og konfekture til at tilmelde sig.

Vinderne af produktpriserne får en kontant præmie på 5.000 kroner, møde med Coop om fremadrettet samarbejde, mulighed for at testsælge finaleproduktet i tre lokale Coop-butikker (SuperBrugsen, Dagli'Brugsen eller Kvickly) og omtale på SuperBrugsens, Kvicklys og Sol over Gudhjems hjemmesider og sociale medier.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.347