23948sdkhjf

3F varsler konflikt mod Ilse Jacobsen

Iværksætteren Ilse Jacobsen kan se frem til en konflikt, hvis der ikke bliver tegnet en overenskomst for medarbejderne på hendes lager i Gilleleje og kurbad i Hornbæk.

På Kurbadet by Ilse Jacobsen i Hornbæk tilbydes kunderne spabade og et udvalg af eksklusive skønhedsbehandlinger, men de 10-19 ansatte i kurbadets restaurant har ingen overenskomst. Det skriver Fagbladet 3F.

Det samme gælder 11 medarbejdere på Ilse Jacobsens lager i Gilleleje. 3F Nordsjælland Øst har i både 2016 og 2017 bedt om, at der blev tegnet en overenskomst, og varsler nu en konflikt mod den kendte danske erhvervskvinde og designer.

- Det er slut med tålmodigheden. Vi har flere gange fremsendt krav om en overenskomst og givet Ilse Jacobsens virksomheder en meget lang snor uden, at der er sket noget eller blevet taget initiativ til at rette op på forholdene, siger næstformand Ronny Iversen, 3F Nordsjælland Øst.

- Derfor har vi sat en proces i gang, som kan føre til en konflikt mod Ilse Jacobsen. Og hvis det ikke virker, kan vi udvide til en sympatikonflikt med andre fagforbund, siger han.

Ronny Iversen har også personligt fremsat kravene om overenskomst til Ilse Jacobsens mand, Jesper Bo Jacobsen, der er administrerende direktør i hendes virksomhed. Det skete under et møde i 2016. Samme år politianmeldte 3F Nordsjælland Øst Ilse Jabobsens kurbad i Hornbæk, da et medlem af 3F, der var kok i restauranten, ikke havde fået udbetalt feriepenge.

- Vi har i de seneste to år haft flere sager med ansatte hos Ilse Jakobsen, der ikke har fået deres feriepenge, ikke har fået løn under sygdom eller oplevet et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og vi ønsker ordnede forhold for medarbejdere på hendes lager i restauranten på hendes kurbad, som er områder, der er dækket af vores overenskomst, siger Ronny Iversen.

Fagbladet 3F har fået følgende skriftlige svar fra Ilse Jacobsens virksomhed:

- Det er os bekendt ikke nogen ansatte i vores virksomheder, som har ytret ønske om at komme på overenskomst. I det hele taget blander vi os slet ikke i, om vores ansatte er medlem af en fagforening eller ej. Det er deres egen private sag. Hvis der skulle være ansatte, som ønsker at komme på en overenskomst, er vi selvfølgelig villige til at tale med dem om det. I det hele taget giver vi vores medarbejdere høje lønninger, pension og ferie som er lovpligtigt, ligesom vi selvfølgelig arbejder ud fra funktionærloven og ferieloven, lyder det fra Michala Mørch, der er HR-chef i IJH A/S.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128