23948sdkhjf

Ejer får bøde for at dele tyveribillede på Facebook

I afmagt over for gentagne tyverier delte tøjbutiksejer overvågningsbilleder af de to tyve

Ejeren af tøjbutikken Concept i Slagelse har fået en bøde på 5.000 kr. for at dele overvågningsbilleder på Facebook fra et tyveri.

Det skriver sn.dk.

Ejeren, Christina, der ikke vil have sit efternavnet frem, havde fået nok efter flere tyverier og delte derfor overvågningsbillederne på Facebook i december.

På opslaget, der nu er slettet, kunne man se to kvinder, der var i færd med at stjæle fra et tøjstativ.

Ejeren overmandede dengang de to kvinder og ringede til politiet. Efterfølgende lagde hun overvågningsbillederne af tyveriet op på Facebook.

Det er dog ulovligt ifølge persondataloven, og ejeren har nu modtaget en bøde på 5.000 kr., skriver sn.dk.

De to tyve slap med 600 kr. i bøde for tyveriet.

- At lægge billeder op på Facebook er åbenbart det eneste, der virker, for en bøde afskrækker ikke tyvene.

- Nu har det stået på så længe, og jeg har fået nok. Det er nok også derfor, jeg ikke er så pædagogisk mere, fortæller butiksindehaveren til sn.dk.

På trods af bøden vil hun ikke tøve med at gøre det igen.

- Jeg kan ikke se, hvordan jeg ellers skal komme tyveriet til livs, og derfor tøver jeg ikke med at gøre det igen, for selv om politiet gør, hvad de kan, er straffen bare ikke hård nok, siger hun.

Ejeren opfordrer andre butikker til at gå sammen for at finde en løsning på tyveriproblemerne.

I januar sidste år fik en 36-årig kvinde 5.000 kr. i bøde for at dele et billede på Facebook af en blotter, der havde blottet sig over for hendes datter.

Manden blev senere idømt ti dagbøder à 250 kr. for blufærdighedskrænkelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125