B&O’s nye marketing-boss: - Vi skal være de mest eftertragtede i verden
Det blev en intern kandidat, der overtog posten som VP, Global Marketing i Struer-koncernen, efter Jens Jermiin forlod den 1. februar.
Pia Kleist har været i virksomheden siden 2011, senest som VP for Global Partnering, og hun nøjes ikke med at tage over efter Jermiin, men bliver desuden VP for ”Licensing”, der er B&O’s afdeling for brandede partnerskaber.
Til Dansk Markedføring forklarer Pia Kleist, at der er gode synergier i at lægge de to enheder sammen.
- For et brand som vores handler meget af marketingarbejdet om at øge awareness og kendskab til brandet, hvilket vores partnerskaber med store globale virksomheder som HP og Harman International er med til at sikre, siger Pia Kleist.
Kleist kommer til at stå i spidsen for B&O’s marketingsarbejde i en afdeling, der består af godt 30 medarbejdere. Dertil kommer 10 medarbejdere, der i dag arbejder med brandede partnerskaber, og målsætningen er klar.
- Det første er, at vi skal øge salget med mindst 10 pct. årligt, og det andet – der er lidt mere på den lange bane – er, at vi skal blive det mest eftertragtede audiobrand i verden, siger Pia Kleist.