23948sdkhjf

Vegetarer kårer Bilka til Årets Plantebaserede Supermarked

Hvilket supermarked har det bedste udvalg af grøn mad? 14 supermarkeder er blevet målt på over 100 parametre.

Hvilket supermarked har det bedste udvalg af produkter, hvis man vil spise mere plantebaseret? Det er nu blevet undersøgt for første gang i Danmark.

Dansk Vegetarisk Forening har testet 14 supermarkeder, heraf fem discount og to online, på 50 slags plantebaserede fødevarer og 111 parametre.

Og resultatet af den omfattende test er, at Bilka vinder den overordnede pris, mens Netto vinder prisen for bedste discount, fortæller organisationen i en pressemeddelelse. 

- Der er gang i en positiv udvikling. Flere og flere supermarkeder udvider deres sortiment, tester nye produkter og slår sig op på at have en grøn CSR-strategi, hvor det plantebaserede er en del af strategien, siger Mie Nordly, erhvervschef i Dansk Vegetarisk Forening.

- Men der er plads til forbedringer. 58 procent  af danskerne vil gerne spise mindre kød, viser de nyeste tal. Men det afspejler udvalget i supermarkederne ikke. Det er ærgerligt, for at have en bred vifte af plantebaserede produkter er vigtigt - ikke kun for dem, der lever vegansk og vegetarisk, men for alle de forbrugere, der gerne vil spise mere plantebaseret, siger hun.

Nemlig på en skarp andenplads
Den maksimalt mulige score var 100. Bilka scorede højst med 66,3 point skarpt efterfulgt af nemlig.com med 65,7 point og Netto med 65,3 point.

Syv supermarkeder scorede mellem 55 og 64 point, mens de sidste fire landede på mellem 27 og 46 point.

Der er således stor variation i udvalget. Generelt set scorede discountsupermarkeder lavere end de større supermarkeder.

Undersøgelsen lægger vægt på, at der er alternativer inden for hver varetype, f.eks. er det ikke nok at have én slags plantebaseret "ost" - der skal være mindst to alternativer at vælge imellem, så forbrugerne kan vælge det bedste produkt.

Bilka scorer især højt på, at de har over 50 af de undersøgte produkttyper, samt at de kan holde en rimelig pris og har økologiske varianter af flere af deres plantebaserede produkter.

Udbudet hos nemlig.com er ikke så omfangsrigt som hos Bilka, men de scorer en del point på at placere de plantebaserede produkter under det, de er en erstatning for, f.eks. plantedrikke under mejeri, hvilket gør at den almindelige forbruger nemmere støder på produkterne og dermed kan inspireres til at anvende dem.

Det er lykkedes Netto at lande på en høj score sammenlignet med andre discountsupermarkeder, til dels på grund af deres veganske private label SPIR, som indeholder en bred palette af plantebaserede produkter.

- Det kan godt lade sig gøre for discountsupermarkeder at klare sig godt i undersøgelsen, men det er selvfølgelig en prioritet, om man laver ekstra hyldemeter til de plantebaserede produkter, da det uundgåeligt betyder færre hyldemeter til de animalske produkter, siger Mie Nordly.

Planen er at gentage undersøgelsen hvert år, så det enkelte supermarked ved, hvor det står og kan rådgives i, hvor det kan forbedre sig.

- Vi ved fra vores dialog med de ansvarlige i de forskellige supermarkeder, at viljen er der, men det kræver også, at der fra ledelsens side træffes beslutning om at prioritere det - på bekostning af det meget store udvalg af animalske produkter, siger Mie Nordly.

- Vi er dog på rette vej. Det er ikke meget mere end fem år siden, at man som plantespiser kun kunne finde en plantedrik, samt hvis man var heldig en plantemargarine, siger hun. 

Priserne for Årets Plantebaserede Supermarked i den generelle kategori og i discount uddeles på lørdag i forbindelse med den veganske messe VeggieWorld, som finder sted i Kødbyen i København.

Baggrund om undersøgelsen
I 3. kvartal af 2019 har flere medarbejdere fra Dansk Vegetarisk Forening undersøgt 14 forskellige supermarkeder.

Der er gennemført besøg i 36 butikker (3 forskellige filialer af 12 forskellige supermarkeder) samt 2 online-supermarkeder.

Hylder, køle- og frysediske samt kategorier er blevet gennemgået for 50 forskellige typer varer.

I alt blev der målt på 111 parametre. Inden for plantedrik er der f.eks. målt på varianter, pris, økologisk version og placering. Der er også blevet målt på basisvarer som kikærter, linser, bønner, nødder, kerner og økologisk frugt og grønt i sæson. Spotvarer blev ikke medtaget i undersøgelsen. Max. score var 100.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11