23948sdkhjf

Østjysk firma syvdobler produktion af håndsprit: Lager er tomt

Hos Dermapharm er håndspritlageret helt tomt. De må nu syvdoble produktionen for at kunne følge med efterspørgslen, efter coronavirusset er kommet til Danmark.

Håndsprit er på kort tid gået hen og blevet en dyrebar væske, som danskerne hungrer efter at få fingrene i - netop så de kan holde fingrene fri for det berygtede coronavirus, der for blot en uge siden officielt kom til Danmark.

Hos det østjyske firma Dermapharm i Fårup, som blandt andet producerer håndsprit, kan efterspørgslen virkelig mærkes.

De bliver nu nødt til at syvdoble deres produktion for at kunne følge med.

- Fra næste uge kommer vi til at producere både dag og nat, og vi kommer højst sandsynligt også til at tage weekenden med. På den måde kan vi producere helt op til 15 batch, som svarer til cirka 45.000 enheder håndsprit, frem for det normale på omkring to batch, siger fabriksdirektør med ansvar for den daglige drift ved Dermapharm, Peter Bogh Lindgaard, til TV2 Østjylland.

Selvom Dermapharm nu skruer betydeligt op for håndspritsproduktionen, så er de ikke nervøse for at brænde inde med en masse håndsprit, hvis situationen med coronavirus ændrer sig.

- Vores produktion er fuldstændig ordrestyret. Så det er ordrer, der allerede ligger der, vi producerer og sender afsted, siger Peter Bogh Lindgaard og fortsætter:

- Lige nu er vores lager helt tomt. Vi er i gang med at producere i fabrikken, og det bliver allerede hentet i morgen tidlig. Så der kommer ikke til at være noget, der bare skal stå og vente på at blive sendt afsted.

I takt med at produktionen stryger til vejrs skal Dermapharm holde styr på både sprit og emballage.

- Vi kan nogenlunde følge med på spritdelen hos vores leverandører, men den gængse flaske, vi har brugt til vores egne brands, er presset i øjeblikket. Vi havde bestilt hjem til de næste par måneder, men det var jo ud fra det normale niveau, siger fabriksdirektøren og fortsætter:

- Dét, vi havde bestilt hjem, bliver brugt inden for én til to uger, og så kommer vi til at løbe tør for standardflasken. Derfor har vi været ude og finde alternativ emballage.
Hos Dermapharm har de kunnet mærke coronavirusset de seneste fire uger.

Det startede med en øget efterspørgsel fra eksisterende kunder. Men så meldte nye kunder sig på banen, både fra ind- og udland.

- Vi har fået rigtig mange opkald fra nye kunder. Vi er vant til at håndtere de kunder, der kommer ind ad døren. Nu er det bare i et noget større antal i løbet af meget få dage. Vi tager vores eksisterende kunder som første prioritet, og så kigger vi på, hvad vi kan gøre for de nye kunder, siger Peter Bogh Lindgaard.

Til trods for at den øgede efterspørgsel også betyder et større salg, som kan mærkes på bundlinjen, så er det ikke det, de har fokus på hos Dermapharm.

- Vi er glade for, at vi kan hjælpe ved at øge vores produktion i denne her situation og sikre, at vi får noget håndsprit ud i handelen, siger fabriksdirektøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13