23948sdkhjf

Bestseller svarer på kritikken: - Vi er i en alvorlig situation

Først fyrede de 750 medarbejdere, og derefter meddelte Bestseller, at de fra 1. april vil udskyde huslejebetalingen til 200 butiksudlejere. Tøjgiganten med hovedsæde i Brande er ikke just populær efter de valg, de har truffet midt i coronakrisen. Nu står Bestseller frem og fortæller deres side af sagen.

- Tro mig. Vi ønsker ikke at presse vores udlejere ud i en vanskelig situation, men den her situation er så svær og ny for alle parter, så vi er nødt til at finde en fælles vej, og det er det, vi rigtig gerne vil finde sammen med vores udlejere og andre samarbejdspartnere, siger Thomas Børglum Jensen, der er finansdirektør i Bestseller, til TV MIDTVEST.

Bestseller har 2.500 butikker rundt i Europa. Alle er lukket ned som følge af krisen, og det har betydet, at omsætningen fra den ene dag til den anden blev nul kroner.

- Vi er i en alvorlig situation. Jeg kan hovedsageligt snakke for vores virksomhed og vores branche. Vi havde for to-tre uger siden alle vores butikker åbne, og vi har den dag i dag alle vores butikker lukkede, så vi er i en situation, hvor vi har alle vores kunder i en ligeså svær situation som os. De kan ikke drive en forretning, de har ikke mulighed for at betale, så hele den her situation bliver et vanskeligt puslespil, som vi skal have til at lykkedes, siger Thomas Børglum Jensen.

Han siger, at Bestseller ikke ønsker at løbe fra sit ansvar, men håber på forståelse og velvilje fra de mange butiksudlejere, som kommer til at mangle deres husleje. Thomas Børglum Jensen påpeger samtidig, at mange af samarbejderne har varet i mange år, og at den manglende husleje forhåbentlig kun vil udeblive én måned.

Bestseller til dialogkaffe

En af de udlejere, som er frustrerede over, at Bestseller ikke vil betale husleje fra 1. april, er Hanne Klausen. Hun udlejer et butikslokale til Bestsellers børnetøjsbutik Name It i gågaden i Holstebro.

- Jeg synes, det er uretfærdigt, at et stort firma kan behandle de folk, de samarbejder med, på den måde, siger en dybt frustreret Hanne Klausen.

Torsdag mødtes Hanne Klausen med finansdirektøren. Håbet var, at man over en kop kaffe kunne skabe forståelse for begge parters situation. Selvom snakken gik godt, så ændrede Hanne Klausen ikke holdning til Bestsellers håndtering i coronakrisen.

- Jeg har ikke nærmet mig en forståelse for, at de lader være med at betale mig, for jeg skal jo betale mine penge. Det er det, jeg ikke kan forstå, og det forstår jeg stadig ikke, siger en fortsat frustreret Hanne Klausen.

Hos Bestseller forstår man godt, hvis udlejeren stadig føler sig presset.

- Jeg tror, der er en fælles forståelse for begge sider i den her situation. Og jeg lytter selvfølgelig også til, at Hanne synes, at vi har sat hende i en svær situation. Hun er ikke en stor udlejer med en masse lejemål, og vi anerkender helt sikkert, at det er en svær situation, så det skal vi gøre vores yderste for at finde en løsning på, siger Thomas Børglum Jensen.

Bestseller, der havde et overskud på 2,5 milliarder kroner sidste år, arbejder lige nu i døgndrift på at finde mulige løsninger, så Bestseller også eksisterer i fremtiden, siger han.

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142