23948sdkhjf

Salget hos McDonald's falder stort under coronaudbruddet

Den amerikanske fastfoodkæde McDonald's har i første kvartal haft en nedgang i salget.

Det hænger sammen med, at coronaudbruddet midlertidigt har lukket flere af kædens restauranter, og at forbrugerne har handlet anderledes.

Det skriver McDonald's i sit kvartalsregnskab.

Af regnskabet fremgår det, at salget faktisk var steget med 7,2 procent frem til udgangen af februar. Men da coronaudbruddet for alvor ramte verden i marts, skete der en voldsom nedgang i salget på 22,2 procent.

Det betyder samlet set, at McDonald's i første kvartal oplevede et fald i salget på 3,4 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.

- Efter vores stærke udvikling i 2019 startede McDonald's 2020 med rigtig godt globalt momentum, og det reflekterer vores salg i januar og februar.

- Siden har den globale krise, som Covid-19-pandemien har ført med sig, givet nogle helt andre vilkår for vores forretning, og vi fortsætter med at arbejde i et meget udfordrende og uforudsigeligt marked, siger Chris Kempczinski, øverste direktør hos McDonald's, i en skriftlig kommentar.

I øjeblikket er cirka 75 procent af alle kædens restauranter åbne for kunder.

Størstedelen af de åbne restauranter forsøger at tilpasse sig situationen ved at fokusere på alternative salgsmåder som eksempelvis "drive-thru".

Her kan kunder bestille og få udleveret maden, uden at de behøver at bevæge sig ud af bilen.

Også tiltag som levering til døren og take away bliver brugt i stor stil, oplyser McDonald's.

På grund af den store usikkerhed forbundet med coronaudbruddet valgte McDonald's tidligere på måneden at droppe sine finansielle forventninger til året.

Det samme har mange andre virksomheder gjort, fordi det ifølge dem er for svært at vide sig sikker på den økonomiske udvikling i øjeblikket.

McDonald's nævner dog, at tendensen fra marts med et faldende salg er fortsat ind i april, og at tendensen må forventes at fortsætte, så længe der er restriktioner for blandt andet restauranter og forbrugere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111