Hun styrer en af Danmarks hurtigst voksende virksomheder: Jeg har en dobbeltrolle

Anne Marie Lie Norvig forsøger stadig at finde den rette balance. Den, hvor hun har fingrene nede i materien af sin virksomhed og stadig bevarer det strategiske overblik.
Som stifter og direktør i børneinteriørbrandet Liewood befinder hun sig lige nu på en vækstrejse, der kan gøre de fleste iværksættere misundelige. På bare fem år er Liewood gået fra en sidegesjæft til en af landets hurtigst voksende virksomheder. 60 ansatte og en omsætning, der sidste år nåede næsten 200 mio. kr.
Og som i år vokser igen.
I maskinrummet sidder den 40-årige direktør og skal jonglere. Ikke i bogstavelig forstand. Mere en jongleren mellem to forskellige ansvarsområder.
- Jeg har en dobbeltrolle som både adm. direktør og kreativ direktør. Det er to forskellige kasketter, der til sammen kræver rigtig mange timer i døgnet, siger Anne Marie Lie Norvig.
Det er knap seks år siden, at Anne Marie Lie Norvig sammen med en veninde, der ikke længere er en del af virksomheden, stiftede Liewood.
Da konceptet og designet bag Liewood var på plads og de første print bestilt, sendte de materialet til 40 nøje udvalgte butikker og forhandlere i Danmark.
Dagen efter tikkede det ind med ordrer fra 39 af forhandlerne – også selvom de kun havde set produktet elektronisk.
I dag har Liewood forhandlere både online og fysisk over hele Europa. Kun 10 pct. af omsætningen hentes i Danmark. Resten på store markeder som Frankrig, Tyskland og Storbritannien.
Et sideprojekt tog fart
I begyndelsen troede hun, at Liewood bare skulle være et supplement til fuldtidsjobbet som selvstændig modekonsulent. Efter 15 år i modebranchen trængte Anne Marie Lie Norvig til luftforandring, så selvom det var mest oplagt at stifte et tøjbrand, faldt valget i stedet på børneinteriør.
Det skulle vise sig at være en god beslutning.
En kombination af god smag, godt købmandskab og stærke værdier fik hurtigt Liewood til at vokse med raketfart. Kun få måneder gik der, før Anne Marie Lie Norvig vidste, at dette kunne blive stort.
Rigtig stort.
I dag har Liewood over 1.000 forhandlere rundt om i Europa og over 60 ansatte. Omsætningen nåede sidste år knap 200 mio. kr., og overskuddet efter skat var på 40 mio. kr.
Undervejs har Anne Marie Lie Norvig skullet arbejde med at uddelegere og give fra sig.
- Det er noget, jeg helt sikkert kan være bedre til. Men når jeg har kompetente folk omkring mig, ’tør’ jeg godt. Det afspejler sig også i den stærke ledergruppe, vi har opbygget, siger hun.
Sin egen flaskehals
For at kunne fastholde og bygge videre på væksten har Liewood bl.a. ansat ny økonomidirektør, en Head of Marketing, en Head of Buying & Production og en Head of Sales & E-Commerce.
Det er ikke kun i virksomhedens interesse, men også Anne Marie Lie Norvigs. Hun skal have tid til at bruge kræfterne bedst muligt.
- Hvis jeg ikke uddelegerer, bliver jeg min egen værste flaskehals. Jeg bruger megen tid på forretningen og er meget tæt på driften. Men det er også en hårfin balance. Jeg kan jo se, at det skaber resultater, når jeg kender min forretning helt ind til benet, siger Anne Marie Lie Norvig.
I kreative virksomheder ser man nogle gange, at stifteren træder af som direktør for netop at have tid til at fokusere mere på det kreative. Har du gjort dig de tanker?
- Egentlig ikke. Med de ting, vi har gang i, og den organisation, vi bygger op om mig, kan vi sikre, at jeg også har tid til begge dele. Ambitionen er, at jeg fortsat skal være adm. direktør og kreativ direktør, siger hun.
Slag over snuden
Liewood-stifteren driver sin virksomhed ud fra et klart sæt definerede værdier. De handler om ordentlighed, ærlighed og bæredygtighed, og det er ikke blot abstrakte ord gemt i en skrivebordsskuffe.
For Anne Marie Lie Norvig er det afgørende pejlemærker, som skal gennemsyre hele virksomheden. I sine 15 år i modebranchen oplevede hun på nærmeste hold en kultur, som ikke skal være fremherskende i Liewood.
- I modebranchen får man nogle slag over snuden – og ingen stående applaus, selvom man skaber gode resultater. Det tænker jeg meget over i den måde, jeg driver min virksomhed på. Det skal være sjovt at arbejde i Liewood, mens vi tonser af sted, siger Anne Marie Lie Norvig.
Målet med Liewood er at skabe Europas stærkeste børnelivsstilsbrand. Den rejse er allerede godt begyndt, mener direktøren, men kan man overhovedet måle den slags?
Rykker online
Anne Marie Lie Norvig hæfter sig ved, at Liewood blandt mange af sine forhandlere i de større markeder, som bl.a. Tyskland, Frankrig og Storbritannien, er det bedst sælgende børneinteriørbrand. Og hun bruger bevidst betegnelsen ’stærkest’ – ikke ’størst’ – når hun skal definere ambitionen for sin virksomhed.
- Vi vil gøre tingene på en ordentlig og langsigtet måde. Selvom vi vokser hurtigt, skal det være en bæredygtig vækst. Det er vigtigt, at både toplinjen og bundlinjen følger med hele vejen igennem, og at vi bevarer den særlige kultur, som har været medvirkende til Liewoods succes, siger Anne Marie Lie Norvig.
I år forventer Anne Marie Lie Norvig igen at øge omsætningen markant – uden at hun vil sætte et konkret tal på. Særligt online rykker salget i disse tider voldsomt.
Liewood blev født med en webshop og en Instagram-konto, der i dag har 300.000 følgere. Sidste år voksede virksomhedens onlinesalg med over 400 pct., og målet er, at onlinedelen skal udgøre en stadig større del af forretningen.