23948sdkhjf

Efter rekordsalg på 3 milliarder: Power sætter turbo på ekspansionsplan

Det må glæde den altid energiske Power-direktør Jesper Boysen, at elektronikkæden satte ny rekord sidste år og trods perioder med nedlukning af de fysiske butikker kan notere sig en omsætningsvækst på 38 pct. og nu har passeret 3 mia. kr.

Det har nemlig fået de norske ejere til at slippe håndbremsen på de ekspansionsplaner, som tidligere er blevet skudt til hjørne på grund af manglende indtjening.

Men 2020 blev året, hvor Power kan fejre sorte tal på bundlinjen. 22,7 mio. kr. blev det til efter skat.

- Det har taget længere tid og kostet mere, end vi havde forestillet os, at nå hertil. Det hænger også sammen med, at det var en lidt ældre forretning, som vi overtog. Det er altså som at skrue i en gammel Volvo, når man først går i gang, siger Jesper Boysen til Børsen.

Da Power åbnede i 2015, var det blandt andet på fundamentet af hedengangne Expert-butikker.

Kører videre med franchisemodel

I fremtiden skal franchisetagere være med til at bære væksten i elektronikkæden. Den første franchisebutik i Ringsted er allerede åbnet.

- Tidligere kørte man gerne langt for at handle ét sted. Den trend er ved at vende. Derfor skal Power tættere på kunderne, og det kan vi komme med vores franchisemodel, har Jesper Boysen tidligere forklaret til RetailNews.

Tidligere har ambitionen været at øge antallet af butikker fra 21 til mellem 28 og 31 på to år. Nu lyder målet på 18-22 nye butikker over de næste fire år; flere af dem skal være mindre butikker i byer, hvor der ikke allerede ligger konkurrenter i form af Bilka og Elgiganten, hvorfra Jesper Boysen kom til Power.

En del af væksten i 2020 kommer fra onlinesalg, som voksede 70 pct. Med professionelt studiesetup har Power ved hjælp af tv-reklamer fået folk over på dets liveshoppingvideoer på Facebook. Joakim Sigvardt, som er e-commerce manager hos Power, har tidligere rost virksomheden Easy Live Sales for den store salgssucces.

Fortsat fokus på onlinesalg

Både onlinesalget og brugen af franchisebutikker skal være med til at fordoble salget de kommende år, fortæller Jesper Boysen i en pressemeddelelse. Men kæden vil også tiltrække erhvervskunder - ligesom konkurrenten Elgiganten er kendt for.

- Vi har sat et ambitiøst mål om at fordoble vores årlige omsætning til 6 mia. kr. senest i 2025, og jeg er ikke i tvivl om, at vi vil indfri det. Danskerne har i den grad taget Power til sig, og vi oplever en ekstrem stor interesse ude lokalt for at få en Power og mere handelsliv til byerne. Samtidig skal vi holde fast i udviklingen på vores onlinesalg, som er vokset med 70 pct. under coronakrisen – og så har vi en plan om for alvor at satse på salg til erhvervskunder. Vi kommer til at skrue på en masse knapper samtidig, og det bliver med speederen i bund, siger Jesper Boysen.

Power A/S
Mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 3088,9 2235,8
Resultat af primær drift 25,5 0
Resultat før skat 22,7 -3,1
Årets resultat 22,7 -3,1
Balancesum 460,7 487,5
Egenkapital 181,4 158,7
Antal ansatte 589 489
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125