Salling Group fortsætter med livrem og seler efter coronarestriktioner ophæves

Per Bank har tidligere under pandemien deltaget i pressemøder omkring detailhandlens håndtering af corona. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Det har været en glædelig nyhed i branchen, at repræsentanter fra regeringen og sundhedsmyndighederne onsdag aften kunne bekræfte, at restriktionerne mod coronavirus ophører per 1. februar.
Men hos Salling Group er de ikke helt klar til at give slip.
For selvom der ikke længere er krav om mundbind og opfordringer til at holde afstand, så vil koncernen alligevel være på den sikre side.
Derfor vil de fortsætte med at have afstandsmarkører i deres butikker landet over, ligesom de også fortsat vil have håndsprit ved indgangen og rundt omkring i butikkerne.
- Vi tager udgangspunkt i, at kunder og medarbejdere skal være trygge. Det er det vigtigste lige nu, siger Per Bank til tv-stationen.