23948sdkhjf

Billige varer koster: Nemlig fyrer for at få råd til prismatch

Ny priskampagne får konsekvenser for en række ansatte på hovedkontoret. Også lageret i Brøndby står over for effektivisering

Sidste uge måtte en snes medarbejdere på Nemlig.coms hovedkontor i Brøndby trække et nummer i køen hos jobcenteret. I forbindelse med præsentationen af Nemlig.coms nye priskampagne er der nemlig blevet skåret ind til benet for at dække udgifterne. 

- Vi har gennemgået alle processer på hovedkontoret for at gøre os mere effektive i vores dagligdag, hvilket har afstedkommet, at vi desværre har måttet tage afsked med 20 medarbejdere, oplyser adm. direktør Stefan Plenge. 

- Det har været en rigtig svær beslutning at skulle sige farvel til dygtige og passionerede kollegaer, men det er en nødvendighed for, at vi fortsat kan være en konkurrencedygtig virksomhed i dette meget specielle marked, hvor omkostningsniveauet er steget markant, og efterspørgslen på konkurrencedygtige varepriser aldrig har været større, fortsætter han.

Udbredt priskrig

Onlinesupermarkedet har valgt at følge trop med de øvrige store supermarkedskæder og prøver at lokke kunder i butikken med discountpriser for at "vinde danskernes gunst i et presset dagligvaremarked", som man formulerer det hos Nemlig.com. 

Variationer over samme manøvre har også andre kæder haft gang i, blandt andre Coop og Salling Group. Her har begge tidligere udtalt, at discountpris på mellem 100 og 400 basisvarer er en investering i millionklassen for at fastholde kunderne.

Nemlig.com plejer at prismatche med discountkæden Netto, men vil fremover måle sig op imod Rema 1000's priser. Desuden øges basisvaresortimentet fra 1800 til 2200 varer i de kommende måneder.

Det kommer også til at få betydning for den interne logistik. Nemlig.com slår snart dørene op til et nyt varehus i Århus, og ledelsen oplyser selv, at "den store investering i pris til blive finansieret ved at tilrettelægge arbejdsgangene bedre i varehusene". 

- Til oktober åbner vi et spritnyt varehus i Aarhus, der er indrettet efter alle kunstens regler. At bygge det varehus har lært os endnu mere om, hvordan vi optimerer logistikken bedst muligt, og det er denne viden, vi nu vil bruge til at indrette vores nuværende varehus i Brøndby markant bedre, siger Stefan Plenge, dog uden at uddybe nærmere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.347