23948sdkhjf

Svanemærket rundet kvart århundrede

Det nordiske miljømærke Svanen fejrer 25-års fødselsdag. Antallet af svanemærkede produkter er mere end fordoblet på seks år, men fødselaren har stadig masser af uudnyttet potentiale, mener miljøminister Kirsten Brosbøl.
Ni ud af 10 danskere kender Svanemærket, som i dag har været det officielle nordiske miljømærke i 25 år. Samtidig kigger halvdelen af danskerne efter mærket, når de køber ind. Det viser en undersøgelse, som Miljømærkning Danmark netop har offentliggjort, og det glæder miljøminister Kirsten Brosbøl, at danskerne har taget fødselaren til sig.

- Svanemærket gør det nemmere for os alle sammen at træffe grønne valg i hverdagen. For den enkelte forbruger er det uoverskueligt at gennemskue, hvad der er godt for miljøet og jordens ressourcer, når man står i supermarkedet efter en lang dag og skal købe ind til familien. Der er Svanen en uvurderlig støtte. Derfor er det rigtig glædeligt, at så mange i dag kender Svanemærket, for det er med til at presse efterspørgslen i en retning, der er bedre for mennesker og miljø, siger Kirsten Brosbøl.

Miljømærket Svanen står for skrappe miljøkrav og krav til kemikalier, og kravene bliver løbende strammet, så de understøtter en bæredygtig udvikling. Endelig skal producenter, der vil have Svanen på deres produkter, igennem en grundig certificering, ligesom der bliver ført løbende kontrol med, at produkterne lever op til kriterierne.

Miljømærke med uudnyttet potentiale
I dag findes der mere end 8.000 forskellige svanemærkede produkter og serviceydelser. Det er mere end en fordobling i forhold til i 2008, hvor der fandtes 3.500 svanemærkede produkter. Men selv om Svanen i dag er kendt af et flertal af danskerne og bliver mere og mere udbredt, så er der stadig mulighed for forbedringer.

For det er for eksempel ikke alle, der er opmærksom på, at Svanen kan findes på alt lige fra vaskepulver, husholdningspapir, bleer, legetøj, maling, tekstiler, byggeprodukter, tv og batterier til miljømærkede serviceydelser som for eksempel rengøring, trykkerier og hoteller.

- Rigtig mange forbrugere kigger allerede efter Svanen, når de skal købe rengøringsmidler, vaskepulver eller plejeprodukter. Til gengæld er det langt fra alle, der ved, at en lang række andre produkter også kan findes i svanemærkede udgaver, og at hele butikker kan blive udstyret med Svanen. Den viden skal vi have udbredt, så vi kan sætte endnu mere skub i efterspørgslen på miljømærkede varer og den grønne omstilling, siger Kirsten Brosbøl.

Svanemærket er sammen med EU-Blomsten de to officielle miljømærker i Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266