23948sdkhjf

Kend forskel: Flere bær må markedsføres som blåbær

Blåbær dækker over arter af de blåduggede bær. Vilde blåbær kan plukkes i de danske skove i sæson. Dem, man finder i supermarkedet nu, er typisk importeret.
Blåbær bruges af mange til meget, men hvad gemmer der sig egentlig bag den runde, blåduggede hitspise?

Blåbær dækker over en lang række arter, oplyser Fødevarestyrelsen på sin officielle hjemmeside.

Men de smager ikke ens, og indholdet af antioxidanter varierer også, forklarer Leif Skibsted, professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet.

Almindelige vilde blåbær, som de kaldes, har blåt frugtkød, mens amerikanske blåbær, som også kaldes for storfrugtet blåbær, har lyst frugtkød.

Mosebøllebærret kan nemt forveksles med de andre typer blåbær. Det har ligesom de amerikanske blåbær lyst frugtkød.

Alle tre arter kan anvende betegnelsen blåbær ifølge Fødevarestyrelsen.
Selv om arterne er beslægtet med hinanden, er mosebøllebærret botanisk set en anden plante, forklarer professor Leif Skibsted.

- De bær, som man i Danmark tænker på som blåbær, er de vilde blåbær, man kan plukke ude i de danske skove. De findes langs især hedebakker og i forblæste skove i Jylland, men de kan også findes steder på Sjælland. Nogle steder er de meget almindelige, siger han og fortsætter:

- De vilde blåbær, som er en bestemt art i Skandinavien, er blå indeni. De er ikke ret store, men smager mere intenst og har et højere indhold af antioxidanten antocyanin per vægt. Mosebøllen er en anden plante, men den hører til i samme slægt.

Farvestyrken i bærrene giver et praj om indholdet af antocyaniner, som er blandt bærrenes vigtigste antioxidanter, forklarer Leif Skibsted.

Generelt skal frisk frugt og grønt være mærket med navnet på produktet og oprindelseslandet. Fødevarestyrelsens formodning er, at de fleste blåbær på det danske marked er amerikanske blåbær.

Ligesom man har dyrkede former for æbler og jordbær, har man også dyrkede former for blåbær - deriblandt de amerikanske sorter, som er større, lysere indeni og nærmest har sandfarvet frugtkød.

- De har lavere indhold af antioxidanten antocyanin, men er stadig et udmærket produkt, siger Leif Skibsted og tilføjer:

- Blåbær er alletiders at spise, uanset hvad det er for en slags. Men man skal selvfølgelig kun betale for det, man får.

Fakta: Blåbær

- Blåbær er en dværgbusk, der bliver mellem 15-40 centimeter høj.

- Blåbærbuskens blade er grønne på begge sider og takkede i kanten. Den danner tætte, lave krat.

- Den blomstrer fra maj til juni, men kan findes helt ind i august.

- De blåbær, der modner først på sæsonen, er mere syrlige end blåbærrene senere på sæsonen, som er sødere i smagen.

- Man må plukke blåbær i naturen til eget brug i en mængde, der kan være i en pose.

- Køber man frosne blåbær, bør de koges i mindst et minut inden brug.

Kilder: Fødevarestyrelsen, Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078