23948sdkhjf

Diabetesforening: Danmark skal bekæmpe overvægt som USA

Danske restauranter bør have en obligatorisk kaloriemærkning, som tirsdag blev indført i USA, mener forening.
Hvor meget feder en burger sammenlignet med en salat?

Danske restauranter skal skrive retternes kalorieindhold, så forbrugerne køber mad på et oplyst grundlag, mener administrerende direktør i Diabetesforeningen, Henrik Nedergaard.

- Det er fuldstændigt klokkeklart, at de her tiltag er bydende nødvendige, hvis vi skal bryde den onde cirkel, hvor alle sidder for stille og dermed ikke får fedtforbrændt tilstrækkeligt.

- Vi bliver nødt til at se på, hvordan man bedst adfærdsændrer, så det ikke bliver for nemt at komme for mange pomfritter og for meget cola i munden, siger han.

Tirsdag trådte en ny lov i kraft i USA, som forpligter restaurantkæder med 20 eller flere restauranter til at angive, hvor mange kalorier der gemmer sig i retterne.

En undersøgelse viser ifølge det amerikanske medie NPR, at folk i gennemsnit spiser omkring 50 kalorier mindre, hvis det fremgår, hvor mange kalorier maden gemmer på.

Selv om det kun svarer til omkring en deciliter mælk eller en halv skive rugbrød uden pålæg, gør det en enorm forskel, mener Henrik Nedergaard.

- Man skal være meget klar over, at mange bække små gør en stor å. Vi skal forsøge at adfærdsændre, så folk stille og roligt kommer over til en letmælk i stedet for sødmælk, når sødmælken ikke er nødvendig.

- Vi bør 100 procent kopiere den amerikanske lov, siger han.

Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil, der hører under Sundhedsstyrelsen, viser, at mere end hver anden dansker i 2017 var moderat eller svært overvægtig.

51 procent af befolkningen havde således et BMI-tal over 25.

Overvægt og usund livsstil øger risikoen for en række sygdomme - heriblandt diabetes, som 252.000 danskere har.

Forsætter den nuværende udvikling, er der ifølge Diabetesforeningen 430.000 med sygdommen i 2030.

At indføre kaloriemærkning vil ifølge Henrik Nedergaard få forbrugerne til at tænke en ekstra gang over usunde vaner og dermed mindske risikoen for at udvikle livsstilssygdomme.

- Man skal alvorligt stramme op på, hvordan samfundet er indrettet i dag. Vi appellerer til, at politikerne har det fornødne mod til at give den her hjælp, siger han.

Foreningen mener, at Danmark bør være mere ambitiøs end i USA, så kaloriemærkning bliver obligatorisk for samtlige restauranter.

Også Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Forbrugerrådet Tænk ønsker kaloriemærkning indført.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159