23948sdkhjf

Børns Vilkår: Forbyd influenceres markedsføring over for børn

Børn kan ikke gennemskue, når de udsættes for reklame på sociale medier

Det er en bekymrende tendens, når unge influencere markedsfører virksomheder og produkter målrettet over for børn, som følger influencerne på sociale medier og ser op til influencerne som rollemodeller. Det mener Børns Vilkår, der ønsker et forbud mod influenceres markedsføring over for børn. Det skriver avisen Danmark.

Det skal være slut med, at influencere, som følges af børn på sociale medier, reklamerer for produkter på deres sociale medier som Youtube og Instagram. Det mener Børns Vilkår. Ønsket om et forbud kommer, efter organisationen i stigende grad oplever markedsføring gennem influencere, hvis målgruppe er børn.

- Det er børn, der er modtagere af markedsføringen, men i nogle tilfælde er det også børn, der er reklamesøjlerne og bliver udnyttet kommercielt. Det er en bekymrende tendens, at man tager markedsføringen så meget ned i børnehøjde, siger digital uddannelseskonsulent Mette Kim Bohnstedt fra Børns Vilkår.

Hun er ofte ude på landets folkeskoler for at tale med skoleelever om sociale medier og influencere, og det er blandt andet på grund af elevernes svar, at organisationen mener, der ligefrem er behov for et forbud.

- De yngste børn kan ikke gennemskue, når influencere reklamerer for produkter for at tjene penge på dem. De ældre elever kan godt gennemskue den del, men når man spørger dem, om influecerne kan stå inde for det, de promoverer, siger de, at det kan lige præcis dem, de følger, 100 procent. De er deres rollemodeller, og børnene føler nærmest, influencerne er deres venner. De bliver overraskede over, at flere af influencerne er organiseret i et agentur, og at de ikke altid selv bestemmer, hvad de reklamerer for, siger Mette Kim Bohnstedt.

Hun oplever også, at børnene ofte siger, de ikke lader sig påvirke af reklamerne. Men når hun spørger, hvornår de sidst har købt eller bedt om noget, som influencere har reklameret for, erkender de fleste, at det ikke er længe siden. Den type påvirkning af børn burde slet ikke være mulig, mener Børns Vilkår.

- Hvis markedsføringslovens vejledning rent faktisk blev håndhævet, ville barn til barn-markedsføring ikke være mulig. Det burde være forbudt, men nu er der bare en vejledning, mener Mette Kim Bohnstedt fra Børns Vilkår.

Hun mener, at et forbud skal følges op med sanktioner, når der markedsføres målrettet til personer under 18.

- Så kan det godt være, de selv er over 18, men når målgruppen, altså følgerne, tydeligt er under 18, er det ikke OK, siger hun til avisen Danmark..

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094