23948sdkhjf

Nemlig-direktøren sendte en mail til kunderne - så eksploderede ordrerne hos rivalerne

Et harmdirrende nyhedsbrev med beskyldninger om smædekampagne og usandheder landede lørdag i indbakken hos Nemlig.com’s mange tusinde kunder.

Det fik formentlig ikke den effekt, som adm. direktør Stefan Plenge havde håbet på.

Mailen til kunderne blev udsendt, efter at Politiken i en række nye afsløringer kunne fortælle om stærkt kritisable arbejdsforhold for Nemlig.coms lageransatte i Brøndby.

Men selvom Stefan Plenge i mailen til kunderne pure afviste de kritisable forhold, prellede budskabet tilsyneladende af på en del af onlinesupermarkedets kunder.

I hvert fald skete der pludselig noget hos konkurrenterne, skriver Fødevarewatch.

- Da Nemlig.com i lørdags kom ud med deres gensvar, eksploderede ordrerne søndag, og vi ekspederede 20 pct. flere kunder, end vi gjorde søndagen før, siger Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen, til Fødevarewatch.

Hos Salling Group, der netop er gået i luften med onlinelevering i Storkøbenhavn via Føtex, blev ordreantallet hen over weekenden fordoblet, fortæller pressechef Kasper Reggelsen.

Kritik af lagerforhold

Det er kun tre uger siden, at Politiken kunne fortælle om dybt kritisable forhold blandt de chauffører, som bringer varer ud for Nemlig.com. Nu viser det sig, at den også er gal med lagerarbejderne.

Ifølge Politiken overvåges de ansatte på lageret konstant i realtid og trues med at blive fyret eller sat ned i arbejdstid, hvis de ikke kan leve op til et tårnhøjt arbejdstempo.

Men det er ifølge Stefan Plenge alt sammen en del af ”den vildeste smædekampagne”, som fagforbundet 3F fører mod Nemlig.com – med Politiken som pennefører. Det skriver han i nyhedsbrevet til kunderne.

- Selvfølgelig stiller vi krav til vores medarbejdere omkring deres hastighed, men vi stiller naturligvis ikke urimelige krav, skriver Stefan Plenge.

Fagforeningen 3F oplyste for nyligt, at den vil opsige en lokalaftale med Nemlig.com, der gør, at onlinesupermarkedet kan have deltidsansatte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095